Hawai'i a.k.a. Big Island

Aloha!
Som jeg omtalte i sidste indlæg, er jeg netop vendt hjem fra en forlænget weekend på Hawai'i - øen forstås - som er den største af Hawai'i-øerne. Derfor har den meget passende fået tilnavnet Big Island. På trods af en, i det store billede, beskeden størrelse, der knap tangerer Region Midtjyllands, er Big Island faktisk mere end dobbelt så stor som de øvrige øer i staten Hawai'i tilsammen.
Andy og Henrik gjorde mig selskab på turen, der på grund af øens størrelse sammenholdt med lave fartgrænser og lange afstande mellem attraktionerne for en stor dels vedkommende blev spenderet i vores lejebil, en Jeep Wrangler.
Vi boede i Kona, der er faktisk er den tidligere statshovedstad, og i øvrigt kendt for sin kaffefarme og bryggeriet, der laver de lokale, middelgode øl. Byen er en lille, hyggelig havneby, der dog er placeret et stykke fra de fleste naturattraktioner, som øen tilbyder.
Den første dag blev brugt i vulkanparken, der blandt andet indeholder verdens mest aktive vulkan, Kilauea, samt den mest massive, Mauna Loa. Vi kom dog ikke tæt nok på til at se flydende lava, men kunne tilgengæld køre rundt og se de fantastiske lavaskabte landskaber, som omfattede store kratere, grotter og massevis af lavasten.
Dagen efter tog vi til selvsamme område, men blev dog uden for selve parken for i stedet at forsøge at køre til toppen af Mauna Loa 4134 meter over havoverfladen. Vi havde hørt på forhånd, at det var en god idé at leje en firhjulstrækker, da opkørslens sidste stykke var lidt svær fremkommelig. Da vi nåede op til vejrobservatoriet blev vejen ganske rigtigt noget mere kuperet og ringe vedligeholdt. Vi forsøgte dog at trille videre, men måtte snart sande, at vores fornuft trods alt sejrede over lysten til at nå toppen.
Dette viste sig at være en rigtig fornuftig løsning, da vi senerehen fandt ud af, at det var nabovulkanen, Mauna Keas top, der er mulig at nå i bil. I stedet gik turen videre til Akaka Falls, der består af to store vandfald i en flot park med masser af forskellig botanik.
Den tredje dag startede på øens sortsandsstrand, hvor der i øvrigt findes massevis af skildpadder. Derefter gik turen videre til 'Imiloa Astronomy Center of Hawai'i, hvor vi håbede at rende ind i Henriks fars kollega, Shawn, der er leder af planetariet. Han havde dog ikke svaret på Henriks e-mail, der meldte vores ankomst, så håbet om en VIP-tour var ikke stort. Shawn var dog netop hjemvendt fra Italien, og vi fik en hurtig tur igennem planetariets udstilling. Vi fik også lov at se en endnu ikke udgivet film om livets oprindelse, inden Shawn rådede os til at skynde os til Mauna Kea for at se solnedgangen fra toppen af bjerget. Det var i det øjeblik, at det gik op for os, at vi havde forvekslet de to bjerge, og vi skyndte os af sted, efter at have takket Shawn for rundturen.
Det var lidt ærgerligt, at vi ikke havde fået kontakt til ham tidligere, da han kunne have skaffet os adgang til observatorierne på toppen. Det ville nu have været fedt at se verdensrummet igennem de store teleskoper fra det sted på jorden, der har ry for at være det bedste at se jordens omgivelser. Mauna Kea er verdens højeste bjerg, hvis man måler fra base til top, da det udover de 4205 meter, det rager i vejret, også strækker sig 6 km under Stillehavets overflade.
Vi kørte i første omgang til Mauna Kea Visitor Center for at vende kroppen til den tynde luft. Samtidig fandt vi naturligvis ud af, at vi i vores strandoutfit ikke just var klædt på til den kulde, der hersker i disse højder. Der måtte derfor handles lidt ind i giftshoppen, hvilket sikrede mig et par Mauna Kea-sweatpants. Vi var dog stadig yderst letpåklædte i forhold til de japanske turister, der var klædt i store uldbukser og -jakker samt skitøj.
Der var så sandelig koldt på toppen - 7 grader sammenholdt med en kraftig vind, der skabte en grim chillfaktor. Vi er dog ikke nordeuropæere for ingenting, så i en blanding af kådhed og fremvisning af vikingegener smed vi overdelen og poserede med solnedgangen i baggrunden og sneklumper i hænderne.
Vi blev på toppen, indtil solen var forsvundet under skyerne og fuldmånen stod flot på himlen. Derefter tog vi tilbage til visitor-centeret og kiggede på nattehimlen igennem de opstillede teleskoper. Derefter gik turen hjem til hotellet, så vi kunne hvile ud, inden hjemturen til O'ahu.
Nu er situationen så den, at jeg rejser til Danmark om godt 48 timer, så der er travlt med at nyde de sidste timer. I aften holder Andy afskedsfest for os, og så skal de næste par dage ellers bare bruges på at blive godt og grundigt mudret på stranden.
Vi ses inden længe.
Hav det smukt,
Martin.